Mikkel – uden filter: Her er min historie!

Mikkel_Indlæg


Mikkel, 19 år


Min historie har taget mange drejninger gennem tiden. Flere drej end regnet med, og mange andre ruter end hvad jeg havde sat mig for. Jeg har stået ved skilleveje mange gange, valgt den forkerte sti endnu flere gange. Men altid kæmpet for at bevare mig selv og stå ved hvem jeg er, selvom det ikke altid har været lige nemt.
Man kan vel godt finde spor af min seksualitet helt tilbage til børnehavestadiet. Jeg har altid været en glad, men stille dreng. Jeg har aldrig fundet det interessant at indordne mig efter de kvoter samfundet havde bygget op for mig. Mens de andre drenge gjorde præcis som en dreng i børnehave skulle gøre, lege med Actionman, slås med rollespilssværd og spise ulækre ting og drille pigerne. Så var jeg ham der hellere ville bygge et sandslot end at trampe det ned, ham der hellere ville bruge 3 timer på at tegne. Ham der gik i kjoler fra ”klædudtøjskassen”, og ham der ville være mor, når vi legede ”far, mor og børn”.

Psykologisk set er der sikkert nogle sammenhænge, som kan have forklaret mine små tendenser, som kunne hæftes med en seksuel orientering, jeg på daværende tidspunkt ikke vidste eksisterede. Men personligt bemærkede jeg det først i starten af puberteten.

Jeg voksede op i Måløv, lidt vest for København. Jeg gik i den eneste lokale folkeskole og havde, som mange, en relativt neutral skolegang der. Men én ting var sikkert. Jeg følte ikke jeg hørte til. Jeg følte ikke jeg passede ind. Klassen var opdelt i mindre grupper. Nogle af dem var jeg ikke velkomne i, andre af dem ønskede jeg ikke selv at være en del af. Man kan sige jeg rendte lidt rundt i en konstant søgen efter at blive accepteret og inddraget i andres verden. Jeg passede ikke ind. Folk var for ens, og jeg kunne ikke relatere til deres måde at være på. Det var en ting jeg hurtigt lærte at tolke på. Jeg accepterede at jeg var anderledes, og begyndte at danne min egen identitet ubevist. Jeg fortsatte min dagligdag i min egen verden. Der var mange fra skolen der kærestede rundt. Selvfølgelig også mig selv inkluderet. Jeg føler ikke at vi kærestede rundt fordi nogen af os vidste hvordan det fungerede. Men mere fordi vi gerne ville prøve at gøre ligesom ens forældre og ældre søskende. De har en kæreste, de kysser hinanden på munden, de holder om hinanden og siger at de holder af hinanden. Helt uden at sige ‘ad’! Jeg forbandt altid kærlighed med et makkerskab mellem to personer, som var hinandens bedre halvdel. Et makkerskab som var bygget på holde makkerens humør i top. Det virkede udadtil meget simpelt. Jeg har stået længe og betragtet min storebror og hans kæreste. Hvordan de netop løftede hinandens humør op. Hvordan de konstant smilede til hinanden og nød at sidde og flette fingre og sige ting, kun de to kunne høre. Jeg husker selv, hvordan jeg kærestede rundt med flere piger på min skole. Men selvom jeg nød mine ”kærester”, så forbandt jeg aldrig et forhold, eller det at have en kæreste, med et specifikt køn. Det var for mig ligegyldigt, om det var en dreng eller en pige. Så længe vi kunne løfte hinandens humør op, var kønnet for mig slet ikke noget jeg overvejede.

I 2007 flytter jeg, med mine forældre, længere vest på. Det var lige inden krisen for alvor slog til, og mine forældre troede derfor at, det at købe et dyrt hus var den ideelle ide. Jeg begyndte i 5. klasse på en skole lige ved siden af, hvor vi boede, og jeg glædede mig til en ny start, med nye mennesker, nye chancer og nye muligheder. Der var her jeg for alvor blev isoleret. Jeg kom ind i en klasse som jo allerede var meget opdelt og meget grupperet. Der blev ikke taget hånd om os, hvilket betød at det var den, der kunne råbe højest, der fik ordet. Den mest dominerende var personen, der havde mindst respekt overfor andre og specielt overfor læreren, men samtidig også personen med mest magt. Det smittede meget af på os andre, vi var ærligt talt en forfærdelig klasse. Jeg kom dertil som værende ”ham den nye”. Jeg var både ny, og anderledes. Derfor var jeg også et let offer. Det var en rigtig ubehagelig tid for mig.Jeg var ufrivilligt den ideelle boksepude. Der var et voldsomt tegn på dominans blandt drengene fra klassen. Drengene var oftest udelukkende ude efter at vise, hvem af dem der var stærkest, vildest eller noget helt tredje (intet nyt siden børnehaven). De skulle alle helst have det samme tøj på og skulle alle helst have de samme interesser. Det virkede så intetsigende og kedeligt. Jeg ville hellere tegne, jeg ville hellere gå i grønne bukser og mors hjemmelavede kasket. Jeg ville hellere bare være mig selv. Jeg prøvede at være som de fleste andre. At være en del af gruppen, men kunne ikke finde ro i en rolle, som de andre ønskede jeg spillede. Jeg kunne ikke finde mig selv og det betød så, at der var masser af ting at pege fingre af. Det er svært at tænke tilbage på den tid fordi jeg har så få positive minder derfra. 5. – 6. klasse kan jeg stort set ikke huske. Det er fortrængt fordi det er fyldt med så meget ligegyldighed og had til ham ”den nye dreng”.

Selve min ”spring ud” historie startede ret tidligt da jeg i en alder af 11-12 år begynder at se porno. Ser jeg tilbage på dengang var det skræmmende at tænke på hvor let det var for en lille dreng at rode sig ud i den slags. Jeg så ikke de her ting fordi jeg fandt det frækt, men fordi jeg fik et kick af at se de her billeder og videoer, fordi det var forbudt. Det var ikke frækt. Det var spændende. Det var dragende og man blev afhængig. Jeg fik et kick af at ikke at blive opdaget. Jeg gik ubevist efter den form for porno som var, for mig, det mest forbudte at se. Nemlig sex mellem mænd. Det tog flere år før det for alvor gik op for mig hvad det var jeg havde gang i, og at sex mellem mænd var en normal ting, og at der fandtes mænd i den virkelig verden som var tiltrukket til andre mænd, også udenfor pornoen.

Da jeg er 14 bliver jeg introduceret til den lokale ungdomskolde, deres hjemmeside og deres brevkasse, som indeholdt vejledning og hjælp til alle former for problemer unge gik igennem. Derfra fandt jeg adgang til ”sexlininien.dk” og derfra tog det for alvor fart. Det var her jeg for første gang læste hvad ”homoseksualitet” betød. Det gik op for mig at den porno jeg af og til så, var baseret på homoseksualitet, og det kick jeg førhen fik for at blive opdaget, blev gradvist mere en indvendig følelse af seksuel ophidselse og tiltrækning til hvad disse videoer kastede op på skærmen. Jeg begyndte at opfatte hvad det var jeg havde gang i. Det endte op i at jeg blev i tvivl om min egen seksualitet. Jeg slukkede computeren, stillede mig op foran spejlet, så mig selv i øjnene og spurgte direkte: ”Mikkel, er du til drenge?”.

De første mange gange blev jeg hårdt ramt af en følelse af angst, svedeture, kvalme og så kunne jeg ligge der på sengen og råbe ”NEJ NEJ NEJ!” ned i puden, så mine forældre ikke hørte mig. Men jeg blev ved med at vågne op fra en trance og opdage, at jeg igen sad og så på de her videoer. Jeg gentog min lille ordveksling med mig selv foran spejlet og fik samme resultat. Jeg blev enig med mig selv om at det skulle høre op, og at jeg skulle tage mig sammen og ”få mig et liv”. Men episoden gentog sig mange gange, og gradvist blev min reaktion mildere og mildere. Efter et lille halvt år stod jeg tilbage med en tom fornemmelse i maven og et ubesvaret spørgsmål som jeg, uden det mindste tegn på usikkerhed, åbenhjertet kunne sige ja til. Det begyndte stille og roligt at blive en realitet for mig, og fordi jeg netop ikke kendte nogen, eller havde nogen at kunne snakke med det om, valgte jeg at læse sexlinjen, tynd for emner omkring seksualitet, følelser, og personlig udvikling. Jeg fandt links til andre sider mere specificeret for homoseksuelle, links til datingsider, events, parader vice versa. Jeg læste en masse noveller og som her, personlige fortællinger fra andre homoseksuelle, om hvordan det var at være homoseksuel i det senmoderne samfund.

Jeg blev bange. Jeg blev oprigtigt bange og følte en ubehag ved tanken om at en af de helt store fællesnævnere ved netop at være ung homoseksuel, var at rigtig mange havde følt sig ekstremt alene med denne erfaring. At mange af historierne omhandlede det at være alene med tanken om ikke at have nogen steder at gå hen med den. At de gemte på deres seksualitet og hvor ubehageligt det var for dem. Derfor besluttede jeg mig for at det ikke skulle ske for mig. Jeg ville springe ud for mine venner og familie hurtigt, så jeg netop endte ud i at sidde inde med en følelse af at være alene og ensom, så kort tid som muligt.

Så det var hvad jeg gjorde. Jeg gik en tur med min daværende bedste ven, lad os kalde ham Kevin, og fortalte ham om min situation. Kevin er nok en af de mest heteroseksuelle mennesker jeg kender. Han gjorde netop alt for at passe ind, gå i det samme tøj, være dominerende, flabet og stille i klassen, sammen med de andre drenge. Men sammen med mig var han en helt anden. Han var en social kamæleon. En person i klassen, en person med sine forældre, og en 3. person sammen med mig. Hvor han følte sig mest hjemme, fandt jeg aldrig rigtig ud af, men han var en af de eneste nære venner jeg havde på daværende tidspunkt, og derfor var det også ham der skulle have det af vide først. Det tog mig lang tid, og det var en kæmpe udfordring at få det sagt til en anden person. Jeg rystede, svedte og var pisse bange for hans reaktion, og for hvordan jeg selv ville tage det. Efter et stykke tid fik jeg fik det fremstammet. Det var så grænseoverskridende at sige, og han forstod det slet ikke til at starte med. Han var overbevist om at jeg jokede, og hans reaktion var langt fra hvad jeg havde håbet på. Men i det moment var jeg helt ligeglad. Jeg blev så ovenud lykkelig. Jeg fik det sagt, og det føltes så rigtigt. Jeg blev let, jeg fik det fantastisk og jeg kunne ikke lade være med at grine og smile. Det kunne Kevin sjovt nok heller ikke. Vi gik bare og grinte sammen. Det var en meget voldsom reaktion fra min side af. Men det føltes så rart at få det sagt. Jeg gik hjem med den overbevisning at det var helt rigtigt for mig at få det sagt, og nu kunne det kun gå for langsomt. Jeg blev enig med mig selv om, at hvis det var sådan det føltes ikke at lyve overfor sig selv, så var der slet ingen grund til at holde det inde.

Dagen efter ville jeg sige det til mine forældre. Jeg vidste med mig selv, at resultatet ville ende ud i samme personlige følelse, så lige meget hvad, så var det ikke et problem for mig at få det sagt. Det var en stor løgn. Det var mindst lige så svært for mig at få det sagt til mine forældre. Jeg havde det endnu værre end lige inden, jeg sagde det til Kevin. Men fik det dog alligevel fremstammet. ”Sådan Mikkel, du fik det sagt! Du er helt fri nu! Intet kan stoppe dig, du får den rare følelse tilbage i kroppen igen, som du gjorde dagen før!…ikke?” Tænkte jeg til mig selv efter jeg fik det sagt til mine forældre. Problemet var bare, at den rare følelse ikke dukkede op igen. Jeg følte ingenting. Jeg følte at jeg stod på det absolutte nulpunkt mellem noget der var rart, og noget der var ubehageligt. Men denne gang var det også meget mine forældres reaktion der påvirkede. Min far var glad for, at jeg sagde det, og at det ikke ændrede sit syn på mig. Men min mor sagde indirekte til mig, at det var en fase. Hun forstod det ikke, og det var det, der gjorde at mit følelsesmæssige nulpunkt, endte over i en overvægt af ubehag. Jeg bebrejder hende ikke den dag i dag. Jeg var 14. Jeg var meget ung, og det er jo ikke unormalt at være i tvivl om sine seksuelle præferencer, når man er der i starten af sin pubertet. Jeg gik op på mit værelse med en følelse af, at jeg havde skuffet mine forældre. Det var meget ubehageligt at tænke på. Og slet ikke noget jeg havde overvejet. Jeg så dengang det at springe ud som det at stå i vinduet på 1. sal. Bag én står huset i flammer, og jeg ville ikke tilbage ind i det hus, jeg ville ikke tilbage til min fortid, hvor jeg stadig rendte rundt i skabet. Jeg ville videre og mine forældre var dem, der skulle gribe mig, når jeg nu sprang i sikkerhed. Jeg forventede lidt at de stod klar med armene åbne og tog imod mig, når jeg sprang. Men min forventning var ikke helt det jeg fik. Vi snakkede ikke om min seksualitet i lang tid derefter. De spurgte af og til ind til, om min veninde var en kæreste, eller om jeg var seksuelt aktiv. Den slags spørgsmål man bliver stillet når man ikke selv kommer med nogle facts.

Stille og roligt blev jeg mere og mere åben omkring min seksualitet overfor min omgangskreds og mine venner. Der var ikke nogen der tog det ilde op. De var alle støttende omkring det og gjorde ikke noget ud af det. Præcis som jeg helst ville have det. Havde jeg vidst hvordan mine forældre havde reageret, og havde jeg vist hvordan jeg selv havde det med den reaktion, havde jeg gjort anderledes. Jeg var alt i alt ikke klar på at springe ud. Det var ikke noget jeg reelt havde et behov for at gøre, mere en angst for ikke at gøre det. Jeg følte, jeg pressede mig selv til at sige de her ting, selvom jeg ikke havde nået at tænke det igennem selv. Jeg tolkede udelukkende på hvad andre havde skrevet om i artikler, noveller, statistikker etc. og fandt frem til at det bedste jeg kunne gøre, var at få det sagt. Selvom det er en del år siden, så har jeg ikke ændret mening. Giver mine forældre ret ved det faktum, at det godt kunne have været en fase, og at jeg måske bare var forvirret. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke var forvirret, og vidste også dengang at det ikke var en fase. Men jeg var stadig purung, og uerfaren.

Min mor var som sagt meget tavs omkring emnet. Det var først 3 år efter det rigtigt gik op for hende. Jeg havde heller ikke gjort noget for at minde hende om det. Vi undgik egentlig bare emnet. I dag er min mor og jeg tættere end nogensinde. Vi snakker om det, når det helt naturligt bliver en del af samtalen.

Tror min slutning på min egen historie må være, at seksualitet er noget du selv finder frem til. Det er ikke hvad der er årsag til en erektion, men hvad du selv føler psykisk tiltrukket af. Er man i tvivl så giv det lidt tid. Men mærk efter og tag dig den tid, det tager. Du skal ikke gøre dette for andre end dig selv. For nogle kræver det meget tid og megen eksperimentering, for andre kræver det en samtale med spejlet. Men forhastede konklusioner er det dummeste man kan gøre for sig selv, når det omhandler seksualitet, og sex generelt.

Mikkel.


Læs flere spring-ud historier her

Nok om ’superstudenter’. Hvad med dem, der knap bestod?

studentIMG_8781

Huerne bliver sat på mange hoveder i disse dage. Både de røde og blå i alverdens afskygninger. Lige siden dag ét, hvor studenter udklækkede i år, har jeg hver dag set artikler fra diverse nyhedsmedier, der hylder de mange såkaldte ’superstudenter’. Hvornår man helt præcist er superstudent, findes der vist ingen direkte definition på, men fællesnævneren er, at de alle har klaret det med bravour, u.g. med slange og hvad man ellers siger om den slags præstationer. Vi hører om gennemsnit, der springer skalaen, om rene 12-taller og dem, der ærger sig over de enkelte 10-taller. Men hvor er alle artiklerne om de studenter, der knap nok nåede over målstregen?

Da jeg blev HHX-student for 2 år siden, kom jeg ud med et gennemsnit på ca. 10. Det var jeg naturligvis stolt af. Jeg synes, det var flot klaret af mig – dog velvidende om, at jeg sagtens kunne have gjort mere. Men jeg var tilfreds, og det var trods alt det vigtigste. Jeg har dog heller ikke haft særlig svært ved skolen; det har faldet mig naturligt ind, og jeg har syntes, at det var sjovt at gå i skole.

Med mit gennemsnit på ca. 10 i gymnasiet kan jeg formentlig ikke kaldes for en superstudent. Og det har jeg det helt fint med. Mit snit lå omkring midt imellem af de såkaldte superstudenter og 4-tallerne, som vi – åbenbart – ikke snakker om. Så jeg er hverken eller, hvorfor jeg heller ikke synes, at jeg har et farvet syn på hele denne debat om superstudenterne. Superstudenterne er en god historie, det skal der ikke herske nogen tvivl om, og jeg tager også hatten af for dem alle – det gør jeg virkelig. Men jeg synes, det er ærgerligt, at vi glemmer at hylde dem, som bestod med sved på panden, som var faldet mange gange inden målstregen. Dem der blev trampet ned bagfra, tog 1 skridt tilbage og så 2 frem. Dem der hele tiden har måtte kæmpe bare for at kunne følge med. Hvis jeg skal være helt ærlig – og det er jeg jo herinde på bloggen – så synes jeg faktisk, at det er flottere klaret af dem, som har kæmpet som arbejdsheste i tre lange år bare for at bestå, end dem der har høvlet det ene 12-tal efter det andet af.

Jeg er også godt klar over, at nogen af de personer, som ligger i den lavere ende i forhold til gennemsnittet, ikke selv har kæmpet nok. Der er nogen på alle gymnasier, der har en ‘alt over 02 er spildt arbejde’-attitude, og det synes jeg heller ikke skal honoreres på samme måde. For dem har det handlet om bare at komme videre i livet, og det synes jeg egentlig også er fair nok. Det er trods alt ens eget valg. Men dem der virkelig har kæmpet og prustet for at få de skide 4-taller. Dem der havde en hel lykkerus, når der stod 7 på karakterbladet, dem tager jeg sgu hatten af for! De fortjener en klapsalve. De fortjener at blive anerkendt for deres meget hårde arbejde, og det synes jeg desværre ikke de bliver i en stor nok grad.

Det ligger mig ‘tæt på livet’ det her med karakterer, at bestå eller ikke bestå, da min søster og jeg er diametrale modsætningen af hinanden, når det kommer til skole. For mig var alt i skolen naturligt. Jeg havde det nemt, det var en leg, og jeg blev skuffet, hvis jeg fik under 10. Det gjorde jeg virkelig. Et 12-tal for mig var ikke længere noget særligt, for der var gået inflation i dem. Og det er ikke for at skulle lyde højrøvet eller arrogant, men for at sætte tingene lidt i perspektiv. Min søster derimod har kæmpet en brag kamp. Det har været en opgave uden lige for hende bare at kunne følge med i nogle fag. Men første gang hun fik et 12-tal, der strålede hun mere, end jeg nogensinde har gjort i hele min skoletid. Det var kæmpestort for hende, at hun blev anerkendt for sit arbejde, og fik følelsen af, at hun godt kan. Og dén anerkendelse ville jeg ønske, at vi var bedre til at give til de mange nyudklækkede studenter (og nuværende studerende), som ikke springer skalaerne med de rene 12-taller eller har det nemt.

Om jeg er misundelig på superstudenterne og ikke anerkender deres arbejde? Jeg er slet ikke misundelig og jeg anerkender i den grad deres arbejde. Jeg kunne måske godt selv have været en ‘af dem’, hvis jeg havde givet den en ekstra skalle i gymnasiet, og jeg fortryder på ingen måde, at jeg ikke gjorde det. Det havde ikke gjort mig hverken gladere eller givet mig muligheder i forhold til mine ambitioner, som jeg ikke har allerede nu ‘kun’ med 10 i gennemsnit. Og jeg siger heller ikke, at de er kommet sovende til det. Der er ingen, der kommer sovende til eksamensbevis gennemhullet af 12-taller. Det kræver naturligvis også en vis arbejdsmoral for at komme dertil, og alle superstudenter skal være mega stolte over deres arbejde. Men når det så er sagt, så savner jeg opmærksom til dem, der hang i det tyndeste hårstrå og kun lige akkurat ‘made it’ over målstregen.

Er jeg den eneste, der har haft de tanker, eller skal vi rent faktisk blive bedre til at hylde alle studenter i stedet for kun dem med de højeste karakterer?

Herfra skal der lyde et kæmpestort tillykke til alle studenter! :)

50% rabat på dine favoritbrands!

Boozt


Indlægget indeholder annoncelinks


Min kæreste er begyndt at slå mig lidt i hovedet, fordi jeg shopper så meget, men altså! Jeg synes nu heller ikke, han skal komme for godt i gang. Han arbejder i Magasin du Nord, så han får da vist også lige shoppet en kende for meget, skulle jeg hilse og sige ;) Mit problem når jeg shopper er bare, at jeg ikke kan vente til, der kommer rabat, og det bider mig i røven konstant! Så nu er jeg begyndt at købe det hjem, sende det retur ved udsalg og købe igen, haha. Jeg er den sygeste tilbudshaj jo ;)

Nå nok om mine mærkelige shoppevaner! For apropos udsalg og ikke at kunne vente, så har Boozt i dag – og KUN i dag – op til 50% rabat på sindssygt mange seje brands. Og her snakker vi altså Ganni, B&O Play, Tommy Hilfiger og en stribe andre. Ikke dårligt, vel? Jeg har selv set mit lun på disse B&O Play høretelefoner i alt for lang tid, så det kribler virkelig i fingrene for at købe dem hjem. Er de ikke bare pæne?

Du kan se om dine favoritbrands er nedsat her.

2 år siden: 10 ting der ikke blev som forventet

studentIMG_8781

Om 3 dage er det præcis 2 år siden, at jeg fik placeret studenterkronen på mit hoved og kunne kalde mig student. Dengang havde jeg svedt 3 år på HHX – eller. Egentlig ikke. Jeg har selvfølgelig knoklet, men set i bakspejlet kunne jeg godt nok også sagtens have givet mere! I aften dimitterer min søster, Tiffany, fra folkeskolen og snart begynder en ny rejse for hende.

Jeg tænkte, at jeg ville se lidt tilbage på min studentertid og hvilke ting, jeg havde forventet, der skulle ske i mit post-studenter-liv, som ikke skete.

1: Jeg ejer ikke den der 400 kvadratmeter store lejlighed med 3 badeværelser og egen rengøringsdame. Jeg indså ret hurtigt, at snakken omkring boligmarkedet i KBH ikke blot var en skrøne; det ER røvsvært at finde noget, og man må tage sig til takke med ALT.

2: Ikke én person har spurgt ind til mit snit fra gymnasiet. Jeg har godt nok ikke søgt ind på uddannelser efterfølgende, men jeg er blevet tilbudt et par jobs løbende, som slet ikke har været vist interesse for dette. Jeg var sikker på mit snit ville gøre mig rig og berømt ;) LOL. Det var på 10, så en verdensmand, var jeg altså heller ikke!

3: Jeg har ikke brugt én eneste ting fra Matematik A i det virkelige liv. Min lærer overbeviste mig ellers om, at det ville blive aktuelt, men næ nej!

4: Jeg har oplevet at føle mig presset og stresset mere end nogensinde før. Jeg troede SRP, DIO og alle de andre (lykkelig glemte) opgaver kunne presse mig. Men der er vist ikke noget som erhvervslivet (som jeg desuden er glad for!), der kan presse mig så meget.

5: Jeg har kontakt til ca. 3 af dem, jeg gik i gymnasiet med. Det siger nok mindst lige så meget om mig, som om alle andre. Det er utroligt, man kan være tætte i 3 år, og så ikke snakke sammen efterfølgende.

6: Jeg har af og til savnet at skrive opgaver og have en guideline at gå ud fra. Jeg ved godt, det lyder lidt sindssygt, men det der med, at man nogenlunde ved, hvordan man skal behandle tingene og det hele ikke er frit, kan godt være lidt rart (og betryggende).

7: Jeg har ikke haft min hue på én gang efter vognturen. Jeg havde nok troet, jeg ville gå lidt med den. Men jeg har ikke kunne få mig selv til det. Og nu – 2 år efter – vil det bare være mærkeligt.

8: Jeg havde ikke forventet, jeg ville have mig en kæreste nu. I ved jo, hvor pisse utaknemmelig og kræsen, jeg har beskrevet mig selv, så jeg troede aldrig jeg skulle finde en, jeg kunne hole ud (og ikke mindst en, der kunne holde mig ud). Men det skete altså!

9: Egentlig troede jeg, at mit 10-tal til tysk-eksamen i 2.G, ville motivere mig til lidt mere tysk, fordi jeg jo – på papiret – var god til det pjat. Det demotiverede mig mere, haha. Jeg blev en dovenlas, holdt ikke tysk-kundskaberne ved lige, og har ikke snakket ét ord tysk siden gymnasiet. Det har resulteret i, at jeg ikke kan huske en dadel fra dengang nu!

10: Jeg undrer mig stadig i samme grad, som i gymnasiet, over hvad vi dog skulle lære alle de mærkelige ting for? Som tidligere beskrevet er der mange af tingene, jeg aldrig har brugt – og formentlig aldrig kommer til at bruge. Jeg ville ønske, at de gymnasielle uddannelser kunne være endnu mere målrettede, hvis man ønskede det, så ikke alle var så brede!

7 spørgsmål til: Sally

Sally_spørgsmål

Jeg har længe tænkt på at få andre i mit liv involveret lidt i bloggen og at I skulle lære mig lidt bedre at kende. Jeg har kombineret de to ting, så nu fortæller mine nærmeste hudløst ærligt, hvordan jeg er. Her – første gang – er det min absolut bedste veninde Sally, som fortæller lidt om mig. Jeg krummer tæer, smiler og græder af grin over svarene, haha! Jeg håber I synes, det er lige så skægt, som jeg synes, det er :)


1. Hvor kender du Daniel fra og hvor lang tid har I kendt hinanden?
Jeg kender Daniel helt tilbage fra dengang, hvor det ville være mærkeligt at kalde ham Daniel. Han hed jo Ishøj!
Ishøj flyttede ind i min klasse på Grundtvigsskolen i 6. klasse. Jeg kan tydeligt huske at jeg troede han havde et crush på mig, for efter en af de første dage sendte han mig en SMS med: ”skal vi give hinanden et kram efter skole? :i” hahahaha hvor lyder det bare dumt nu.. Men jeg var så bange for, at han var forelsket, at jeg sagde ja, men da vi fik fri, løb jeg ud af den dør som var længst væk fra ham og lod som om, at jeg havde ”glemt det”. Heartbreaker? Ikke rigtig nej.. Tror Daniel var den store heartbreaker eftersom han slet ikke kunne lide os tøser ;-) 
Der har dog været mange krammere siden, hvilket har resulteret i omkring 7-8 års stærkt venskab.

2. Hvad ved du om Daniel, som andre måske ikke ved?
Den er faktisk svær, for Daniel er god til at dele sit liv med jer, så I ville ikke blive overraskede, hvis jeg sagde, at han havde en fetish med bryn, eller at han var til mænd… 
Men jeg kan fortælle en historie, som afspejler en side af Daniel som måske ikke alle kender til. Daniel er nemlig ikke kun en fabulous fag. Især ikke når han endelig drikker sig fuld og slår sig løs! De nærmeste ville sagtens kunne høre historien og tænke: ”Hvor er det bare typisk Ishøj!”
Da jeg mødte min daværende kæreste, ville jeg gerne præsentere ham for min bedste ven. Det gjorde jeg ved at invitere Daniel hjem til min kæreste til noget hyggedruk rundt om et bål. Det var super hyggeligt; stille og roligt – indtil Daniel valgte at bælle en halv flaske Cuba Caramel uden noget andet til, fordi vi ikke havde mere sodavand at blande op med. Intet kunne han mærke, påstod han, men der gik ikke mange minutter før han løb rundt i naboens have – kun iført underbukser. Han drak også et par år for gamle somersby, og mente at der var klumper i. Der gik ikke længe for han brækkede sig i toilettet og tørrede sine brækrester aka. Man-kan-godt-se-du-fik-kylling-i-karry af i mit ben, mens han prøvede at bilde mig ind, at det jo bare var vand. Han tog også et par af min kærestes underbukser på hovedet mens min kæreste blev tvunget til at børste hans tænder, mens Daniel bare ville spytte tandpasta i hovedet på den stakkels fyr. 
Klokken blev mange og vi går alle i seng. Daniel er dog den eneste der mener at vi skal op om 15 minutter (dvs kl 5.30 på en søndag) og derfor skal vi ikke i seng. Han hælder både vand på os, river os i håret, slår på os med et plastikgevær mens han skriger ”LILLE PETER EDDERKOOOOOP!!!” 

Så ja.. Det jeg vil frem til med historien er nok, at Daniel er en rigtig god ven at have, hvis man vil teste om en potentiel kæreste bliver hængende. Ellers er han bare en pisse dårlig wingman!

3. Hvad er det skøreste, I har lavet sammen?
Listen er lang! Daniel får mine skøreste sider frem, så det er svært at vælge hvilken ”genial idé”, der har været den værste. 
Men noget af det dummeste vi nogensinde har gjort, var nok at gå hjem fra Vig Festival. 
Daniel og jeg arbejdede begge i armbåndspåsætningen og var i forvejen ømme i kroppen efter så mange timer i små ubekvemme båse. Alligevel havde vi masser af kræfter til at drikke os i hegnet. Vi beslutter os for at tage hjem og sove, da vi skal op næste morgen og sætte flere armbånd på. Vi finder ud af at toget (som tager 10 minutter til Vig til Nykøbing) først kom om 30 minutter. Vi får derfor den mest geniale idé nogensinde; VI GÅR DA BARE HJEM! – også selvom det er HELT mørkt, ingen lys på hovedvejen og i slidte kina-sko. 
Ja… Lad mig bare sige, at det var en elendig genial idé. Havde vi ventet på toget, havde vi været hjemme på 40 minutter. Det tog os cirka 4 timer at gå hjem.. Og det var meget smertefuldt i fødderne de efterfølgende dage!

4. Hvad er Daniels dårligste egenskab?
DEN ER SÅ NEM!!!! Jeg hader Daniel for det, han ved det, og han synes det er skide skægt. Daniel har intet problem med at være pisse irriterende – især når man skal sove. Mange veninder vil kunne nikke og sige ”amen sister”, når jeg fortæller hvor normalt, det er at få en fod sparket lige i sylten når man sover, blive revet i håret, pillet i nummi, fået en flad eller fået et glas SODAvand udover sig. 
Daniel har engang lavet en salto fra sin sengegavl og direkte ned i hovedet på mig, fordi jeg sov. Det var selvfølgelig en herre fed idé ifølge ham selv. Han er jo så elegant og let som en fjer.

5. Hvad er det bedste ved Daniel?
Han er der fandme bare altid. Og han kan med det samme mærke, hvis der er noget der trykker hos mig. Og så er han ærlig. Hvis jeg er ulykkelig over noget, så giver han mig ikke medlidenhed. Han er konstruktiv, og fortæller mig når der er noget, jeg ikke skal finde mig i. Men han fortæller mig også, når jeg er dum at høre på og nok bare skulle tage en tudekiks og skride i seng.

6. Hvornår har du været mest irriteret på Daniel?
Det er lidt pinligt, for Daniel ved det nok ikke, men der er én ting, som gik mig rigtig meget på i folkeskolen. 
Dengang Arto var smart, der havde Daniel altid den fedeste profiltekst, de flotteste redigerede billeder med blingbling øreringe photoshoppet ind. Han havde altid en milliard URL-venner som også var vildt seje, og hans hår og makeup (ja, makeup) sad perfekt! Han var også bare vildt god til at skrive lange kærlighedsbeskeder til ens venner, med de fedeste farvekoder og tegn som jeg ikke selv kunne finde på mit tastatur. 

Jeg var meget misundelig på Daniel. For så sej var min profil slet slet ikke, der var slet ikke tænkt over mine farvevalg på min side, og min artopistol var pisse skæv. Der var rent faktisk en lille periode, hvor jeg tog lidt afstand til Daniel, fordi jeg simpelthen blev så irriteret på ham, fordi hans Arto-stil var federe end min.

7. Beskriv Daniel med ét ord. Kun ét!
Soulmate.


Hvem kunne I tænke jer svarede på ovenstående spørgsmål næste gang? :)

Jeg har købt noget vildt: Blonder til mænd?

Lace_upload


Annonce


Havde I spurgt mig for to år siden, om jeg gad trække i en skjorte, havde jeg sagt nej. Dengang var jeg så også 29 kilo større, så der er jo sket lidt siden, og jeg er blevet mere tryg ved min krop, men dengang var skjorte et kæmpe no go for mig! Til nytår havde jeg så skjorte på… for første gang. Tænk, at jeg først havde skjorte på som 20 årig!? Det er jo helt hen i vejret! Siden da har jeg været ret komfortabel med skjorter; det er ikke blevet en hverdagsting for mig, for min stil er stadig ret comfy og afslappet, men ved særlige lejligheder, trækker jeg i en skjorte.

Nu har jeg så taget den til NEXT LEVEL! Jeg har simpelthen klikket en blonde-skjorte hjem fra ASOS. WHAT!? Jeg føler mig lidt vild.. Og ja, jeg er inspireret af Peter Falktofts outfit ved årets Elle Style Awards. Det er ikke nogen hemmelighed! For at det ikke skal blive alt for feminint, og jeg stadig lige kører rockstar stilen, så bliver den mikset med en sort læderjakke, og formentlig et par sorte jeans og chelsea boots. Så går man da ikke helt galt i byen. Det er denne skjorte, jeg har klikket hjem – og denne læderjakke.

Hvad tænker I om blonder til mænd? For nogle måneder siden havde jeg kastet op ved tanken – nu glæder jeg mig lidt til at se mig selv i blonder ;)

Våde boligdrømme

P1011257
P1011251
P1011252
P1011249
P1011250


Indlægget indeholder annoncelink


I tirsdag var jeg så heldig at blive inviteret ud på Refshaleøen her i København til et arrangement, som ILVA inviterede til. På agendaen stod der mad, champagne, DJ, fremvisning af den nye AW16 kollektion og vinderkåring af ILVA Design Award 2016. Desværre så stod det ned i stænger, så arrangementet kunne ikke blive holdt udendørs; og jeg havde simpelthen så ondt af de stakkels ILVA-mennesker, som havde bruge hele dagen på at stille klar og gøre fint. Øv! Held i uheld var dog, at vi blev inviteret op på Skabelonloftet (et fint industrielt “loft”), hvor alle de nye produkter fra AW16 kollektionen stod fremme. Det hele gik op i en højere enhed, og jeg synes faktisk ikke det gjorde noget, at vi kom derop for at se på tingene – tværtimod :)

Blandt mine favoritter var helt klart bordet og de fine stole, som I ser på første billede herover, samt en douchet lyserød daybed med messingben. HOLD NU OP, den var flot! Den måtte gerne stå hjemme hos mig, hehe. Lige for tiden har jeg nogle vilde boligdrømme, om lidt mørke og rå ting, såsom disse lamper fra Moodings men med et eksklusivt touch, mørk petroleumsblå i alle afskygninger falder jeg pladask for, og så har jeg fået en svaghed for den douchede lyserøde farve, og det var nok også derfor, at daybed røg lige ind hos mig ;)

Jeg tænker at lave lidt inspirations-collage-guide-halløj herinde på bloggen – er der nogle boligting i craver for tiden, som I godt kunne tænke jer lidt inspiration og links til? Så sig endelig til!

Jeg er ikke bange. Jeg vil ikke være bange!

Skærmbillede 2016-06-15 kl. 18.22.13

Hvis I følger mig på Instagram, så I måske, at jeg lagde dette billede ud i går af J og jeg. Vi lagde et “kyssebillede” op til nytår, men ellers er vi ikke rigtig typerne, der gider at lægge sådan noget op. Det er vores ting, hvis man kan sige det sådan, og vi ønsker absolut stadig at have vores privatliv, selvom jeg har denne virtuelle dagbog. I går gav det dog mening – rigtig god mening – at lægge billedet op, og da jeg samtidig synes, vi ser mega søde ud på det, så kunne jeg ikke lade være :)

Efter det forfærdelige angreb i Orlando, som jeg desuden slet ikke har omtalt her på bloggen, fordi jeg har svært ved at sætte ord på de tanker, jeg har – det er så frygteligt, er der kommet et hashtag på Instagtam, som er blevet ret populært: #twomenkissing. Det er ikke til for, at vi homoseksuelle mænd skal blære os med vores seksualitet eller skal have vores eget hashtag, fordi vi er så sindssygt specielle. Det handler simpelthen blot om at vise de forbandede terrorister, at de ikke kan få os ned med nakken!

Mere end 50 mennesker blev dræbt på homonatklubben Pulse i weekenden og mere end 50 mennesker er såret – på grund af én hjernevasket mand. Det er så frygteligt. Det kunne lige så godt være sket i København. Vi er kendte for vores tolerance og for de mange ting, vi gør for LGBT-miljøet, så det er et oplagt mål for terrorister (eller andre homofober). Men, vi skal ikke frygte! Jeg vil simpelthen ikke gå og være bange over at tage i byen. Jeg vil ikke være bange for at holde min kæreste i hånden, og jeg vil slet ikke være bange for at være den, jeg er! Det er en menneskeret at være sig selv og ingen – INGEN – skal tage den ret fra mig uanset hvad. Så derfor fik I allesammen smækket et kys lige i ansigtet på Instagram i går med hashtagget #twomenkissing; fordi vi viser, at vi ikke er bange for at vise vores kærlighed og seksualitet offentligt frem trods angrebet i weekenden.

Love wins. Love always wins.

Tiffanys favoritter: 11 Nelly-items under 500 kroner!

tiffanyNelly_rabat


Indlægget indeholder annoncelinks


Sommersalget er skudt i gang rundt omkring på alle mine favoritshops, og der er mange penge at spare! Nelly er endnu engang godt med, og der er vilde items til ingen penge. Ovenstående er blot et udpluk! I kan se det fulde udsalg lige her :)

Nok har jeg laver inspirationscollager om tøj og sko i snart 4,5 år, og I har da også kunne lide det, kan jeg se – men jeg deler ikke, tro det eller ej, en fælles interesse for kjoler og tasker med jer i samme omfang, som I gør med jeres veninder. Derfor har jeg hevet min søster på banen. Hun ved hvad der virker, og hvad pigerne vil have ;) Så her er hun altså! Tiffany på 16 år, der her viser jer sine 12 favoritter fra udsalget. Hun er specielt mega vild med de sorte leggings i læderlook, den grå kjole (det tror da fanden, når hun har den vildeste talje!) og den fine grå top. Støvlerne overvejer hun dog virkelig også stærkt at klikke hjem, da de kan tilføre noget lidt råd til et ellers kedeligt hverdags outfit.

Jeg er personligt bare ret vild med iPhone-coveret ;) haha!

Hvis I – ligesom jeg – er trætte af at finde den perfekte trøje eller de perfekte bukser, for bagefter at finde ud af, de ikke er tilbage i din størrelse, så kan du klikke på størrelserne herunder, og så kommer du til alle udsalgsvarer, som findes i din størrelse!

Størrelse XS // Størrelse S // Størrelse M // Størrelse L // Størrelse XL


Shop de 11 styles fra collagen øverst her:

1. Leggings // 2. Jeans // 3. Jeans // 4. Cover // 5. Kjole // 6. Top // 7. Frakke // 8. Støvler // 9. Kjole // 10. Kjole // 11. Top

Flawless CPH: Til dig, som gerne vil have ordnet bryn!

13305013_10208992783438786_2542244654512476545_o


Dette er en anmeldelse, så jeg har modtaget en gratis brynbehandling mod at skrive anmeldelsen


Det har vist aldrig rigtig været en hemmelighed, at jeg går (måske for) meget op i mine bryn. Det skal ej heller være en hemmelighed, for bryn er – i min optik – noget, der skal plejes lige så vel som ens tænder, negle, hår and you name it. Det er vigtigt for mig, at der er styr på brynene, for jeg synes, det giver ansigtet meget mere kant, og det gør altså, at man har det her ‘ekstra finish’. Ofte synes jeg faktisk godt, at et par bryn, som er alt for buskede og bare udstråler, at de aldrig har været i nærheden af noget, der ligner bare den billigste brynbehandling kan se ret uhygiejnisk ud.

Jeg ved faktisk ikke, hvor mange år, jeg har gået op i mine bryn, men det er vist ved at være et par efterhånden, og jeg må da også rose mig selv med, at jeg tit bliver komplimenteret for dem. Tit har det dog også haft den effekt, at det er mig, som skal plukke bryn på mine veninder. Det er ikke altid det sjoveste, haha! Kan de dog ikke bare lære det selv; jeg har jo lavet guides og alt muligt her på bloggen ;)

Nogen af jer så måske – fordi jeg spammede Instagram – at jeg var forbi Line i Flawless CPH og få rettet mine bryn for noget tid siden, og derfor i den forbindelse skulle gå en måneds tid uden at røre dem. I vil måske tænke, hvorfor i alverden, jeg vælger at få det ordnet i en brynsalon, når jeg selv er ih og så god til det, ikke? Grunden var faktisk, at jeg godt kunne tænke mig at se, om det kunne give mig noget ekstra, som jeg ikke selv kunne tilføre, og så har jeg altid haft en lille drøm om at få ordnet mine bryn med tråd. Ja, I know. Sær fetisch ;)

Jeg kom af sted til Flawless CPH for nogle uger sider, og jeg var mega spændt på resultatet! Jeg fik hele turen, så der først blev grovrettet med pincet og efterfølgende med tråd, og til sidst blev der sluttet af med lidt bryn-makeup. Jeg går ikke med makeup normalt overhovedet faktisk, men min kollega Christina havde fortalt mig, at det her brynpudder gjorde det vildeste for ens bryn, så jeg måtte jo prøve det. Jeg kunne selv se den største forskel, men jeg kunne forestille mig, at det til folk med lidt lyse og knap så fyldige bryn kunne være et vidundermiddel. Jeg har jo ret mørke bryn, som er ret fyldige oveni, så det er begrænset hvor meget det kunne gøre.

Hvordan blev resultatet så? Det synes jeg I skal bedømme :) Billedet herover er taget samme dag, som brynene blev fikset, og det er i sort hvid, fordi jeg var rød i hele skærmen. Hvorfor lærer jeg aldrig at tage solbriller på efter jeg har ordnet bryn? Det er jo så dumt! Folk tror jo, man er blevet slået eller lignende! Jeg er selv ret godt tilfreds med resultatet, og jeg tror virkelig, at det er det hele perfekte for en at tage til Flawless CPH, hvis man ikke selv er så garvet i at plukke bryn. Nu kan man sige, at jeg jo selv er ret garvet, og der derfor måske ikke var så meget ‘at hente’ hos Flawless CPH, men Line – som har salonen – gav mig en masse redskaber, jeg kunne bruge til at lave det sidste finish. Lige hvad jeg manglede :)

Jeg synes i hvert fald helt klart, at man skal prøve at få ordnet sine bryn hos nogle, der har styr på det, hvis man ikke selv føler man er så tryg ved pincetten eller bare elsker at forkæle sig selv :) Den behandling jeg fik, koster kun 350 kroner.

Verdens pæneste iPhone cover til 17 kroner!

case_1 case_2


MARBLE CASES


Måske I læste i mit indlæg den anden dag, at jeg skulle undvære min elskede iPhone 6s Plus for en tid, da den skulle til reparation? Den havde det ikke helt godt, og derfor forventede jeg også lidt, at Apple blot ombyttede den i stedet for, at den skulle repareres. Og ganske rigtigt! I går kunne jeg hente en splinterny telefon. Det er altså ret lækkert! Det var vist meget godt sælgeren dengang overtalte mig til at købe ekstra forsikring til dig – han kunne nok se, jeg var et fjols ;)

Da jeg jo havde forventet at få en ny – og om ikke andet få en repareret telefon – købte jeg et nyt cover til den på eBay. Jeg er ikke den store fan af covers, så når jeg endelig har et, skal det altså virkelig også være pænt. Og det tror jeg vist ikke I kan modsige mig i, at det er vel? ;)

Læs også: Anmeldelse af iPhone 6s – er den pengene værd?

Endnu bedre er, at det kun koster 17 kroner (!!!!). Med fragt og hele mulivitten. Tilmed bliver det sendt fra England, så der kommer ikke told og sådan oveni. Kun sølle 17 kroner. Det er jo utroligt det overhovedet kan lade sig gøre! Jeg har handlet på eBay i mange år, og det er ikke farligt :) Kun 2 gange har jeg oplevet, at mine ting ikke kom frem, og begge gange fik jeg pengene retur uden problemer.

Hvis I er faldet for en af ovenstående styles ellers vil se flere, så kan de købes lige her :)

Alexander – uden filter: Her er min historie!

Skærmbillede 2016-06-09 kl. 08.57.04


Alexander, 22 år


Hej. Jeg hedder Alexander, jeg er 22 år gammel og kommer fra Odense.
Jeg har prøvet to meget grænseoverskridende ting i mit liv. Det ene var at springe ud som homoseksuel – det andet er at skrive det her. Hvorfor? Lad mig fortælle dig:

Da jeg var 16 år, var jeg lidt af en rod. Tro det eller ej. Jeg vil ikke sige at jeg havde en dårlig vennekreds, for jeg har altid befundet mig sammen med en masse gode mennesker. På det tidspunkt, var mange af de mennesker jeg rendte med de rigtige mennesker. Jeg havde bare svært ved at tro på, at de kunne bidrage til mit sande jeg, hvis de virkelig vidste hvem jeg var. Det var en svær balance at gøre ting man ikke havde lyst til, kun for at udstråle at man havde lyst. Det var underligt at have sex med piger, kun for at vise at jeg kunne. Det var underligt, fordi jeg var den eneste der vidste, at jeg faktisk kun gjorde det for at gemme mig. Det er vigtigt at forstå, at ingen tvang mig til at gøre de her ting.

Jeg blev meget tidligt klar over, at det her med min seksualitet ville blive et ”problem” for mig. Jeg følte ikke jeg kunne tale med nogen om det. Jeg stolede ikke på nogen, og jeg ville ikke skuffe min familie. Specielt min familie følte jeg var den sværeste tanke. Min onkel er også homoseksuel, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at nu ville folk tænke ”Er Alexander nu OGSÅ homoseksuel”. Jeg lod tankerne hænge der, og tog ikke mere action på det. Jeg tog et par søvnløse nætter. Måske nærmere uger. Jeg havde så svært ved at acceptere det. Jeg vidste jo godt at jeg var homoseksuel, men jeg ville bare ikke sættes i bås. Jeg ville ikke lige pludselig være kendt som ”Gustav”, for sådan er jeg slet ikke. (intet ondt mod Gustav – alle må være som de vil være, men sådan var jeg bare ikke).
Da jeg var omkring 18 år begyndte jeg at erkende overfor mig selv, at jo flere piger jeg var sammen med og jo flere løgne jeg fyrede af, jo sværere blev det for mig selv. Da jeg lå i min seng en aften, begyndte det at gå op for mig. Jeg var klar over at jeg skulle ud skabet. Nu manglede jeg bare 2 ting. En at snakke med og en masse selvtillid.

Jeg har altid været et utrolig kontrollerende menneske. Jeg har altid haft det bedst med at vide alt hvad der foregår omkring. Tanken om, at når jeg sprang ud, så kunne alle bare snakke om mig som de ville. Alle kunne pludselig skabe deres eget billede af mig. Et billede, som jeg var bange for slet ikke matchede det menneske som jeg i virkeligheden var. Den tanke kunne jeg slet ikke styre. Trods det hele, var ligesom nået til et punkt, hvor jeg var klar til at fortælle min mor det. Min mor var det vigtigste – det har hun egentligt altid været. Hendes holdning har altid været den, som fylder mest i mit liv. Der var aldrig nogen tvivl om, at hun skulle vide det som den første. Jeg havde fundet en veninde som gad høre på, at jeg talte om de samme ting hver aften. Hun rådgav mig på bedst mulig måde, og sagde specielt én ting som jeg meget gerne vil give videre. Hun sagde:
”Sander, du er jo ikke tvunget til at fortælle alle i verden det. Du behøver jo ikke skrive det på facebook og fortælle det til alle du møder. Du er jo af natur ikke et menneske som udstråler det, som folk forbinder med at være homoseksuel. Hvorfor behøver du så skilte med det? Sig det til dem som betyder noget for dig og fuck resten”…. Ingen kunne sige det som hende… Hun havde fuldstændig ret – så jeg besluttede mig for, at det var sådan jeg ville gøre det.

Nu var dagen kommet. Jeg havde været vågen hele natten. Min mor skulle til København, over og besøge min bror. Jeg havde først besluttet mig for at jeg ville fortælle det til hende i bilen, lige inde hun skulle med toget. Men jeg var alt, alt for bange for hendes reaktion. Jeg havde absolut intet at bygge min nervøsitet på, for min mor har altid støttet mig. Det var bare så grænseoverskridende og jeg var så bange for at skuffe hende, så jeg turde simpelhent ikke. Jeg havde naturligvis forberedt mig på min indre tøs (haha), så jeg havde skrevet et brev til hende. I det brev stod alle de ting jeg ikke turde sige omkring min seksualitet.
Jeg satte hende af ved banegården og gik ud af bilen for at sige farvel til hende. Jeg vidste, at nu var der ingen vej var tilbage – enten gjorde jeg det nu, ellers gjorde jeg det aldrig. Sådan havde jeg det virkelig. Jeg sagde farvel til hende og hun begyndte at gå. Jeg havde ikke givet hende brevet og jeg havde heller ikke sagt noget. Jeg prøvede at tvinge mig selv til at sige noget, men jeg kunne virkelig ikke. Jeg gik total i panik, men fik alligevel presset ”mor” ud af min mund. Hun vendte sig om og kiggede på mig. Fuck, nu var der altså ingen vej tilbage. Jeg gik over til hende og tog brevet op af min lomme. Jeg tog det frem og viste hende det. Det var helt foldet sammen til en lille firkant. Jeg forklarede hende, at jeg havde noget jeg gerne ville fortælle hende, men at jeg ikke selv kunne sige det. Brevet forklarede det hele, sagde jeg. Jeg husker, at jeg meget tydeligt fortæller hende at hun ikke måtte åbne det før hun kom ind i toget. Det var virkelig vigtigt for mig. Hun sagde, at hun forstod hvad jeg sagde og lovede mig at hun først ville åbne brevet i toget. Jeg gav hende et kram, sagde jeg elsker hende og siger så farvel igen.
Nu startede den værste del. Stilheden… Jeg kørte og kørte. Jeg havde egentligt sagt til mig selv, at jeg ville køre hjem igen. Men jeg kunne ikke. Da jeg havde kørt lige ud i omkring 40 minutter holder jeg ind et stille sted. Jeg havde brug for luft. Mit hjerte slog hurtigt og jeg kunne slet ikke fokusere. Jeg havde intet hørt fra hende, trods det at der stod i brevet at hun skulle give lyd fra sig når hun havde læst brevet. Jeg stod og kiggede udover vandet med min telefon i hånden. Jeg ville ønske jeg kunne beskrive hvad der gik igennem mit hoved i de minutter jeg stod der, men jeg kan simpelhent ikke huske det. Jeg husker bare, at min telefon pludselig ringer. Det var min mor. Jeg tog den, men sagde ingenting. Hun brød stilheden med ordene: ”Hvor er du? Er du okay?”. Jeg svarerede at jeg ikke helt vidste hvor jeg var, og jeg ikke helt vidste om jeg var okay. Herefter siger min mor nogle ord, som nok egentligt er skyld i at jeg i det hele taget kan sidde og skrive det her. Hun siger:
”Lille skat. Prøv at fortæl mor en ting hun ikke ved. En rigtig mor kender sine børn. Jeg har gået og ventet på dig og jeg er så lykkelig over at du endelig har gjort det. Tillykke min skat. Jeg elsker dig!”
Jeg græd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var den mest underlige følelse jeg nogensinde har haft. Med de ord kunne jeg klare hele verden. Frygten for mig selv og for andre forsvandt. Jeg følte intet behov for at sige noget til andre. Jeg følte bare et behov for at være fri, nu når jeg endelig kunne være det. Jeg lover Jer venner – det var den vildeste følelse nogensinde.

Som tiden gik fik jeg fortalt det til flere og flere. De næst vigtigste for mig var selvfølgelig min far, hans kone og mine brødre. Specielt min onkel og hans mand, som jeg altid har haft et specielt godt forhold til var vigtigt for mig.
Min seksualitet og mit forløb omkring at springe ud har kun bundet mig sammen med andre. Jeg har fået verdens bedste forhold til min familie. Vi havde ikke et dårligt forhold før, men jeg var bare ikke glad. Jeg havde selvfølgelig et par venner som røg i svinget, men det skyldes ikke min seksualitet eller mit udspring. Jeg ændrede mig bare… Eller nej, jeg blev mig selv. Det var nok med til at få skiftet lidt ud i min vennekreds.
Jeg har virkelig lært at hvile i mig selv, og jeg har lært være glad for den jeg er. Som min ven sagde til mig: ”Sander! It’s okay to be gay!” – haha. Jeg griner sku stadig over den måde han kunne sige det på.
Nå, jeg kan tale 1000 år om alle mine sjove oplevelser, men der skal være en mening med det her. Der skal være en mening med hvorfor jeg skriver det her.
Jeg vil sige det sådan her, at jeg håber Du, kære læser, har fanget, at jeg sprang ud for min egen skyld og ikke for andres skyld. At agere heteroseksuel var noget jeg gjorde for andre. Det var også noget jeg gjorde mod andre. Jeg knuste ”mange” pigehjerter. Jeg tror jeg har sagt undskyld til de fleste.
Jeg synes at det er vigtigt at lægge fokus på det gode ved de ting som nu en gang sker. Sådan har jeg det generelt med alt. Jeg synes det er vigtigt at forstå, at man bliver et nyt menneske når man springer ud. Man er ikke sig selv når man er inde skabet. Jeg kan på det dybeste kun ”anbefale” at gøre det. Dit liv er for kort til andet. Find en du stoler virkelig meget på og snak med vedkommende. Tag det i dit eget tempo. Jeg har ikke nødvendigvis den rigtige måde at gøre det på. Det tror jeg ikke på at der er nogen der har. Jeg tror virkelig det handler om at starte med at finde sig selv, og så finde sin egen måde at gøre det på. Bare husk, at du gør det for dig selv og ikke for andre. Det er ikke meningen, du skal glæde nogen eller gøre nogen kede af det. Det er meningen at du skal glæde dig selv og fjerne de mange tunge sten som presser den du virkelig er.

Til sidst vil jeg sige, at homoseksualitet ikke skal omtales som et problem. Jeg synes oprigtigt at der skal være plads til alle. Der findes i min verden INGEN bestemt måde man skal være på, for at være homoseksuel. Jeg behøver ikke plukke mine øjenbryn eller sætte et længere s på tungen. Jeg behøver kun at være mig selv. Ligesom dem som plukker sine øjenbryn og sætter et ekstra s på tungen.
Hav respekt for dig selv og lad folk forstå det. Du skal ikke behandles dårligere end andre, bare fordi du måske er lidt anderledes. Du skal ikke sættes i bås eller betragtes som noget negativt. Du skal betragtes som det menneske du er og det skal du være glad for. Jeg har meget få krav til dig som læser det her. Elsk dig selv og vær dig selv. Og husk:

Man skal altid presse sig selv. Nogle gange skal man presse sig selv til noget man ikke ville have gjort. Nu har jeg gjort noget jeg aldrig ville have gjort. Jeg har for første gang i mit liv ”flaget” med min seksualitet. Og jeg gør det gerne igen, hvis jeg kan være et forbillede for folk som har det svært. For jeg ved om nogen hvad det vil sige at sidde fast i sin seksualitet, og jeg om nogen hvor fedt det er at være ude på den anden side. Mit liv startede først den dag jeg sprang ud!

Tak fordi jeg måtte tage noget af din tid og held og lykke.
Alexander Bellacci


Læs flere spring-ud historier her